DSNF har deltaget i verdenskongressen for neurorehabilitering (WCNR), som denne gang blev afholdt i Daegu, Sydkorea.
Overskriften for konferencen var ”From neurobiology to technology and practical application” og et af konferencens gennemgående temaer var da også brug af teknologi til undersøgelse og træning.
En af de udfordringer man høj grad stadig står overfor i neurorehabilitering, er hvordan man kan leve op til anbefalingerne omkring dosis og intensitet i træning og her er kløften mellem anbefalingerne og praksis stadig stor. Der kan være mange forklaringer på dette, bl.a. manglende ressourcer, manglende terapeuter ift. antallet af patienter, begrænsende regler og systemer, manglende viden om træning hos fagpersoner, patienter og pårørende, overbevisninger omkring træning eller manglende motivation.
Der er lavet studier, der viser potentialet af telerehabilitering ift. at øge mængden af træning, f.eks. ved at patienten hjemme bruger relevante exergames. Et studie af Arbuckle, Knill et al. fra 2025 undersøgte hvornår patienter i et telerehabiliteringsforløb valgte at lave deres træning hjemme og fandt her at næsten 40% af træningen blev lavet på tidspunkter uden for den typiske ”åbningstid” i klinikken, dvs. at patienterne enten lavede træningen om morgenen eller sidst på eftermiddagen/aftenen, som det bedst passede ind i deres hverdag.
Som det også blev diskuteret, så bliver terapeutrollen en anden ved telerehabilitering end ved ansigt-til-ansigt fysioterapi, hvor fokus primært er træningen og ofte med en hands-on-tilgang. Som terapeut i et telerehabiliteringsforløb bliver fokus mere på at coache patienten og understøtte motivation og adfærdsændringer.
Selvom brug af teknologi i neurorehabilitering bliver hastigt mere udbredt og har potentiale, så er implementering af det ikke nemt. En ekspertgruppe har gennemgået litteratur på området og har identificeret barrierer for implementering af teknologi. En af problemerne ved implementering af teknologi er at arbejdsbeskrivelser og planlægning ikke tilpasses så der gives tid og plads til at terapeuterne kan bruge teknologien i deres praksis. Selvom systemerne er smarte og giver mulighed for at patienten kan træne mere og på egen hånd, så kræver det stadig tid og ressourcer at udføre medfølgende opgaver som f.eks. opsætning af systemet, oprette brugere, løse tekniske problemer når de opstår, oplære patienten i systemet, lave nødvendig dokumentation m.fl. Alle de opgaver er ofte oversete i planlægningen og der er sjældent afsat den nødvendige tid til det, så terapeuterne skal presse det ind mellem alle de andre opgaver de skal nå. Derudover kan manglende oplæring i systemerne og utilstrækkelig administrativ og teknisk support medvirke til at terapeuten kan føle sig utilstrækkeligt klædt på til opgaven og stå alene med problemer når de opstår.
Ud over de mange sessioner med fokus på teknologi, så var der også en række oplæg om andre emner som motivation, enriched environment, CIMT, søvn og dual task træning.
Fysioterapeut og forsker Sarah Donkers fra USA holdt et oplæg om sidstnævnte med titlen ”We need to do better than walking and counting backwards”. Her understregede hun vigtigheden i at have fokus på kognitiv-motor-integration i træningen for at sikre overførbarhed af træning til hverdagen, men hun påpegede også nogle af de begrænsninger der er ved nogle af de typisk brugte dual task tests og øvelser.
Dual task betyder udførelse af to forskellige opgaver på samme tid, men når man laver de typiske dual task tests hvor patienten skal gå og samtidig løse en kognitiv opgave som f.eks. at tælle baglæns, så kan man ikke være sikker på at patienten faktisk laver reel dual tasking eller om de i stedet laver hurtige skift mellem de to givne opgaver. Testen fortæller derfor mere om patientens prioritering af kognitive ressourcer i situationer, hvor to opgaver konkurrerer om dem samt hvor automatiseret den motoriske opgave er end patientens evne til dual tasking.
Derudover kan man stille spørgsmålstegn ved overførbarheden af klassisk dual task træning hvor patienten skal gå/stå og samtidig løse en kognitiv opgave, da hverdagen er mere kompleks og stiller langt flere krav til patienten. Sarah Donkers opfordring er derfor at vi i træningen skal tage mere udgangspunkt i hverdagssituationer; analysere hvilke motoriske og kognitive færdigheder de kræver, se på hvilke krav omgivelserne stiller og i træningen så forsøge at imitere dem.
