Fra den 1. januar 2024 skal patienter med sklerose indgå i de strukturerede forløb. På baggrund af din faglige vurdering, placeres patienten i den af de 5 forløbsfaser, som er relevant i forhold til patientens sygdomskarakter.
Der kan være mange symptomer på sklerose, som kan skifte i både karakter og styrke over tid. Det medfører, at behandlingsindsatserne også kan variere alt afhængigt af, hvor i sit sygdomsforløb din patient er.
Du skal som fysioterapeut fungere som facilitator for, at patienten kan håndtere sin egen sygdom med et så højt aktivitetsniveau som muligt.
Vejledninger og inspirationskatalog
Inden du placerer dine patienter i en af de 5 faser, er det vigtigt, at du forstår de fysiske og kognitive udfordringer, som mennesker med sklerose har. Det er beskrevet i Praksisanbefalinger – fysioterapi til mennesker med MS udarbejdet af Anders Skjerbæk fra Sclerosehospitalerne.
Du skal forstå indholdet i hver af de 5 faser til dine patienter, og kunne vurdere funktionsniveauet for dine patienter med sklerose, samt tildele dem den rette fase.
Til at støtte dig i valget af fase for din patient har vi udarbejdet to dokumenter, som du kan bruge som støtteværktøj. Begge dokumenter er udarbejdet på baggrund af Anders Skjerbæks faglige anbefalinger. Du kan finde de to dokumenter her: Vejledning til brug af ydelser i strukturerede forløb og Inspirationskatalog for behandlingsindhold.
Formålet med strukturerede forløb for patienter med sklerose er
At sikre høj kvalitet
At ensarte behandling
At give gennemsigtighed
Et beslutningsværktøj til fysioterapeuten
At styrke patientens mestringsevne
De faglige anbefalinger i faserne skal ses som en vejledning og et beslutningsstøtteværktøj til dig som fysioterapeut.
