Strukturerede forløb for patienter med Parkinson

Fra den 1. januar 2025 skal patienter med Parkinson indgå i de strukturerede forløb. På baggrund af din faglige vurdering, placeres patienten i den af de 5 forløbsfaser, som er relevant i forhold til patientens sygdomskarakter.

Der kan være mange symptomer på Parkinson, som kan skifte i både karakter og styrke over tid. Det medfører, at behandlingsindsatserne også kan variere alt afhængigt af, hvor i sit sygdomsforløb din patient er.

Du skal som fysioterapeut fungere som facilitator for, at patienten kan håndtere sin egen sygdom med et så højt aktivitetsniveau som muligt.

Det faglige og videnskabelige grundlag i de faglige anbefalinger
De faglige anbefalinger indeholder evidensgrundlaget for undersøgelse, klinisk vurdering, monitorering og behandling af patienter med Parkinson baseret på nyeste guidelines fra sammenlignelige lande, evidens og best practice.

De faglige anbefalinger bygger på en litteraturgennemgang af den foreliggende evidens indenfor Parkinson. Følgende typer af evidens kan indgå:

Internationale og nationale kliniske retningslinjer og anbefalinger (herunder NKR)
Oversigtsartikler (systematiske reviews, reviews og faglige kataloger)
Nyeste evidens (som endnu ikke er medtaget i div. reviews e.l., f.eks. nyere randomiserede kliniske undersøgelser)
Viden om ”best practice” i fysioterapi i praksissektoren.
I forbindelse med litteraturgennemgangen er der beskrevet de konkrete faglige anbefalinger om udredning, behandling (patientinformation, øvelser/træning, strategier for egenhåndtering og selvtræning) og forebyggelse.

De strukturerede forløb
De strukturerede forløb er udviklet på baggrund af de faglige anbefalinger. Formålet med de strukturerede forløb for patienter med Parkinson er:

at sikre høj kvalitet
at ensarte behandling
at give gennemsigtighed
et beslutningsværktøj til dig som fysioterapeut
at styrke patientens mestringsevne.
Pilotafprøvning

Udkastet til de strukturerede forløb blev pilotafprøvet i seks uger i ni meget forskellige klinikker fordelt på store, mellemstore og små klinikker, samt klinikker der tilbød hjemmebehandling.

På baggrund af tilbagemeldingerne fra pilotklinikkerne er de strukturerede forløb blevet tilpasset til den form, som de har nu.

Honorar
Honorarstrukturen for de strukturerede forløb er aftalt mellem overenskomstens parter – Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Danske Fysioterapeuter.

https://www.fysio.dk/globalassets/kvalitet-i-fysioterapipraksis/dokumenter-media/rv_struktureret-forlob-for-patienter-med-parkinson.pdf
https://www.fysio.dk/globalassets/kvalitet-i-fysioterapipraksis/dokumenter-media/faglige-anbefalinger-for-parkinson.pdf

To ældre mennesker som træner med håndvægte i en gymnastiksal

Læs andre nyheder