Kære medlemmer,
Dansk selskab for Neurologisk Fysioterapi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
År 2020 har for os alle været et specielt år, hvor Covid-19 og restriktioner har fyldt en masse og bland andet medført aflyste kursusaktiviteter og en udskudt generalforsamling, som endte med at blive gennemført virtuelt i efteråret i stedet for med fysisk fremmøde.
Det virtuelle forum vil helt sikkert også komme til at fylde i 2021 indtil antal vaccinerede forhåbentlig sikre en form for flok immunitet. I forbindelse med generalforsamlingen præsenterede Udviklingsfysioterapeut Ivana Bardino Novosel på fornemmeste vis det evidensbaserede grundlag for neurorehabilitering virtuelt og komme med eksempler på, hvordan evidens integreres ind i praksis. Succesen med fagligt oplæg virtuelt, vil bestyrelsen gerne tage med ind i 2021 og har derfor Covid-venlig initiativer i støbeskeen til jer medlemmer i 2021, så der trods Covid-19 og restriktioner med forsamlingsforbud kan være fokus på faglig udvikling og ny viden. Hold øje med hjemmesiden , hvor webinarer og kursusaktiviteter annonceres i løbet af foråret.
I øjeblikket arbejder bestyrelsen med at indsende forslag til Fagkongres 2022, hvor medlemmerne også er velkomne til at indsende forslag: klik her. Vi stiler mod at få neurofysioterapien godt repræsenteret og har flere ting på tegnebrættet.
Bestyrelsen arbejder ligeledes med revision af hjemmesiden, så der vil i løbet af 2021 ske flere omfattende ændringer – vi glæder os til at vise jer dette og håber I vil drage nytte af det i jeres virke som neurofysioterapeuter.
Der er fortsat fokus på at give høringssvar og bidrage til udpegning af medlemmer til arbejdsgrupper i bestyrelsen, blandet fysioterapeutisk indsats til commotiopatienter, som vi ser frem til udkommer i 2021.
De bedste julehilsner fra
Bestyrelse/ formand Katrine Johansen